Biografi for: Peter Jens Hansen
Vores barndomshjem
Vores forældre blev gift den 27. oktober 1915, midt under første verdenskrig. Mor var 22 år (1893) og far var 32 år (1883).
Far havde købt ejendommen Kongevejen nr. 15 i 1911, som var naboejendom til bedstefar' ejendom, som havde nr. 17. Det viste billede af nr. 15 er efter der blev bygget en forretning til ejendommen.
Far var indkaldt til sikringsstyrken i flere perioder under krigen 1914 - 1918, hvilket indebar at han var inde et antal måneder og derefter hjemsendt et antal. Det var vanskeligt når man var nystartet både med malerforretning, tapet og- farvehandel, hvor mor så måtte passe begge dele, hvilket var lidt af et job.
Ikke mindst når man tænker på, at malersvendene også skulle sættes i arbejde. Hertil kom at antallet af familiemedlemmer blev forøget. Børge blev født i 1916, Kirsten i 1918 og efter krigen kom undertegnede Marius i 1920, Lise i 1923 og afsluttedes med Margit i 1929.
Kongevejen 15 havde oprindelig været en trelænget gård, 2 af længerne bagved eksisterede optil 1930, hvor de blev nedrevet. Men indtil denne tid var det for os børn et pragtfuldt område at lege i, vi havde mange kammerater, som også syntes at det var et godt sted at opholde sig. Det var dengang at familierne var børnerige.
Vi begyndte alle i den "stråtækte" skole i Usserød i de første 3 til 4 år. Set tilbage fra den nuværende tid, skal det siges at det var en aldeles udmærket skole, med et lærerteam som forvaltede den daglige undervisning på en absolut udmærket måde. Der var ikke så mange fag, dansk, regning, skrivning, naturhistorie, geografi, sløjd og gymnastik. Vi fik lært basis viden, som gjorde at vi ikke som mange af nutidens elever ikke kan klare sig uden lommeregner m.m. og øjensynlig heller ikke kan klare at læse.
Vi fik en fornuftig opdragelse, hvor far og mor supplerede hinanden. Mor trak nok det største læs. Der blev læst lektier og selvom man ikke havde læst når man kom hjem fra skole, så blev det nået om ikke før, så omkring spisebordet om aftenen.
Det er altid svært efterpå at sætte noget på tryk om sine forældre. Mine søskende vil nok mene jeg ikke er den rette, fordi jeg boede så længe hjemme, - det har sin forklaring. Jeg var ugift i mange år og i efterkrigstiden var de som ikke havde kone og børn, - nærmest en uønsket race og lejligheder var ikke til deres disposition.
Dette ændrede sig da jeg kunne købe mig en ejerlejlighed i 1958, - og 13 år efter krigens ophør kunne jeg etablere mit eget.
Far havde arvet det milde sind, men kunne også være kontant når det var nødvendigt. Det var meget karakteristisk for ham, at personer som ikke holdt "spillets regler", mistede han fuldkommen interesse for og hvad det indebar behøver ingen nærmere beskrivelse. Også sin slægts humoristiske sans havde han som sine brødre fået med fra sine forældre. Hvilket også blev bemærket af det "svage" køn.
Da mor havde mistet sin moder i en meget ung alder, blev hun sendt på den Franske skole på Frederiksberg, som også var kostskole.
Mor var meget omsorgsfuld om opdragelsen fulgte med i stort og småt, som man kun kan se tilbage på med glæde, når man ser hvordan det i mange hjem i dag kikser med opdragelsen.
Når vi var blevet 10 til 11 år, blev vi sendt i katolsk skole i København. Mine søstre kom på den Franske skole på Østerbro. Børge og jeg blev sendt til Sankt Knuds skole i Stenosgade, som var en skole der blev ledet af Jesuitterne. Den Franske skole blev ledet af Sankt Josephs søstrene. I begge skoler var der et ret stort antal af lærerne som var "civile" og kom udefra.
Sankt Knuds skole var en skole med en fast hånd og indimellem også for enkelte af lærernes vedkommen en svingende hånd, som selv efter datidens forhold kunne være voldsomt.
Vores forældre havde nok at se til når hele styrken skulle sendes af sted om morgenen. Vi havde som regel en pige i huset, hvilket også var en nødvendighed, men vi lærte også at assistere i køkkenet, dog ikke til madlavning for Børge' og mit vedkommende.
Efter det store økonomiske krak i Amerika i 1929, som spredte sig også til Europa var der nogle år i trediverne, som var vanskelige bl.a. med stor arbejdsløshed til følge. Det var meget tit når vi sad og spiste aftensmad, at der blev banket på køkkendøren og en arbejdsløs spurgte om de kunne få et måltid mad, hvilket de også fik , mange gange blev de også sendt af sted med en madpakke til dagen efter.
Der var virkelig tale om nød mange steder og understøttelsen var mikroskopisk i forhold til hvad der betales nu om dage.
Da vi var blevet ældre var det stadig et hjem som var åbent for alle vore unge venner og - veninder, det var Jazz tid, som vi alle deltog i. Det sportslige var også et område som blev dyrket meget. Tennis, atletik, orienteringsløb, roning, som ikke mindst under krigen var med til at bygge livsvarige venskaber op.
Børge flyttede hjemmefra til videre uddannelse. Kirsten blev gift i 1938, så var vi 3 tilbage.
Krigen kom som bekendt i 1939 og i 1940 besættelsen, - et kæmpechok, som var svært af forvinde. Det hele var så ydmygende, ingen vidste hvordan det var foregået, den varede som bekendt i 5 år. Godt man ikke vidste det.
Der er skrevet så meget om denne tid, men den gav et godt sammenhold i befolkningen og hertil en stor hjælpsomhed indbyrdes, som ikke mindst i slutningen af krigen var en stor nødvendighed, hvor vi havde flere mennesker boende.
Vores bedstefar døde i 1941, 89 år gammel. Han havde i mange år været slægtens samlingspunkt, så det var et stort tab og ikke mindst for vores familie, som boede så tæt på.
Vores bedstemor døde i 1919, vores mormor i 1903 og morfar i 1924, så vi havde kun haft denne venlige og ranke personlighed.
Efter krigen gik det langsomt med at komme tilbage til et samfund, bare som før krigen - der gik 5 år til, men så gik det fremad.
Far og mor fortsatte deres aktiviteter. Børge blev gift i 1946, Lise i 1951 og Margit i 1955, Kirsten var som nævnt blevet i 1938.
I 1961 havde familien den store sorg, at Margit døde kun 32 år gammel fra sine to døtre Bodil født i 1957 og Rikke Ida i 1959.
Far og mor ville ikke mere, men de blev overtalt til at beholde forretningen 2 år mere, hvilket også var en stor hjælp for at komme igennem denne svære periode.
I 1963 købte de en ejendom i Rungsted og solgte deres forretning.
De havde megen glæde af deres pensionisttilværelse, der var mere tid til de mange børnebørn, hvor de indhentede megen af det, som de ikke havde haft tid til før.
De rejste meget, herunder mange rejser til de sydlige lande, Frankrig, Italien, Østrig og Tyskland.
De sidste år boede de i "Overførstergården" i Rungsted, (familiestiftelsen).
Far døde den 6. november 1978 nøjagtig på 60 årsdagen for sin bror Marius død den 6. november 1918. Mor overlevede far og døde den 17. april 1994, 100 år gammel.
De er begravet på Hørsholm Kirkegård i familiegravstedet, ved siden af bedstefar, bedstemor og onkel Marius.
M.H.
Som næstældste barnebarn, Karin født i 1945, vil jeg gerne skrive lidt om min mormor og morfars betydning for mig igennem livet. Vi starter i 1950 - 60, med alle de dejlige oplevelser på Kongevejen 15 i Hørsholm. Jeg kom ofte på ferie og nød at være der. Min mormor var sød og kærlig, men undertiden også bestemt. Min morfar havde et skønt gemyt og fløjtede ofte når han gik rundt i sin butik, hjem og værksted. I bagbutikken boede hans gule kanariefugl "Laurits" i sit bur. I skuffen i forretningen gemte morfar Senator og Pernille chokolade til børnebørnene som kom på besøg, en luksus da vi ellers ikke fik så meget slik.
Det hændte tit at mormor bragte morgen te på sengen med hjemmebagt franskbrød og syltetøj, det var noget som blev værdsat. Da jeg var et aktivt barn skete der ind imellem ting og sager og måske ulykker, som jeg ikke turde fortælle til mormor, men i stedet for gik jeg til bekendelse overfor min morfar, som aldrig blev rigtig vred.
Han var en meget spændende person som fortalte om sin tid da han sejlede med "Georg Stage" i danske farvande, Østersøen optil Stockholm og over til Skotland i 1897. Jeg har en kopi af hans logbog, hvor han bl.a. beskriver da skibet lå i Kalundborg fjord udfor Kysthospitalet og alle mand kom i land og fik serveret varmt wienerbrød og dansede med pigerne i skoven. I dag bor jeg omkring det omtalte område og mindes tit beskrivelsen.
Senere i 1897 forlangte min morfars far at han fik sig en håndværkeruddannelse, han valgte malerfaget og blev svend i 1902. Arbejdede som maler en periode i Sverige. Derefter sejlede han til USA og var væk i 4 år. Han købte der nye smarte sko, men sålerne tålte ikke vand, da de var lavet af pap. Så han måtte indrømme overfor sig selv at hans fars, skomagermesterens sko var bedre.
De havde en dejlig have, som med barnets øjne var stor med hønsegård, æbletræer, urtehave og et kirsebærtræ med velsmagende bær, som man skulle forbi for at komme til "das" i haven.
Når min mormor havde nogle fritimer om eftermiddagen gik vi sommetider en tur og der kunne vanke en isvaffel hos slik mutter i hovedgaden.
Senere flyttede de fra Kongevejen til Rungsted i et mere moderne hus, som var meget lettere for mormor at holde, men med en større have som morfar hyggede sig i og med stor frodighed. Til sidst flyttede de i lejlighed og var da begge højt oppe i årene.
Jeg har flyttet meget rundt med mand og børn men havde den store glæde at vi boede i nærheden af dem i en periode, hvor mine piger var små. Vi kørte ofte ture med dem for at se steder de holdt så meget af i Hørsholm og omegn. De har boet i vores hjem forskellige steder og endda passet det medens vi var på ferie. Min morfar var meget speciel til børn, de elskede at sidde på hans skød selvom han ikke kunne høre hvad de sagde, men kontakten var der alligevel. I l978 døde morfar. Men mormor kom stadig på ferie hos os, som vi nød meget. Hun havde altid et nystrøget forklæde med i kufferten og ville gerne hjælpe til.
Hun fulgte meget med i tiden og vi blev ikke sjældent ringet op for at høre om vi havde læst en pågældende artikel i Berlingske Tidende.
Det er rart at tænke tilbage på nogle kærlige og omsorgsfulde mennesker, som man har kendt hele sit liv og tilbragt mange dejlige timer sammen med.
K.K.J.